Viewmaster

Viewmaster

Thorsten havde altid elsket View-Mastere, siden han arvede sin første efter sin storebror som lille dreng. "Hvad er en View-Master?" spørger du måske. Jamen, hvis du er født før 1980, så ved du det med garanti. Det er den der røde dims, der kan minde lidt om en kikkert, hvor man putter en rund skive ned i den, en skive fyldt med billeder. Nu kan du klikke løs og se de vigtigste højdepunkter fra f.eks. Disney-filmen Aristocats.

View-Masteren blev opfundet allerede i 1919, og hjulene med de altid 14 billeder blev kaldt "reels" fra starten af. Det var langt mere end blot legetøj til småbørn, man kunne få. Nej, man kunne også få Dracula, Frankenstein og Varulven, ja selv King Kong og Godzilla, noget Thorsten dog først fandt ud af som stor teenager. View-Masteren var en tydelig videreudvikling af Stereoskopkassen.

Trods det at Thorsten voksede op og blev en såkaldt voksen, fornuftig mand, en god ægtefælle samt familiefar, slap han aldrig sin fascination af View-Masteren. Som årene gik, samlede Thorsten videre på sin samling af både View-Mastere og "reels." Internettet var den rene jagtmark for ham, og naturligvis var der ikke noget internationale View-Master-nørdforum, som Thorsten ikke var medlem af. Han gik faktisk for at være en af verdens førende eksperter inden for feltet og have en stor og næsten komplet samling af både View-Mastere og Reels.

Netop derfor var det noget af en overraskelse, der dukkede op den påske i Tyskland, langt ude på landet. Thorsten havde sammen med sin kone, børnene og bagagen i Volvoen kørt syd for grænsen på påskeferie. En af dagene på en køretur syd for Lübeck stødte de på et loppemarked i en gammel stald. "Flohmarkt" stod med store bogstaver allerede oppe ved landevejen. Heldigvis for Thorsten elskede hans kone også loppemarkeder, og børnene fandt det næsten altid morsomt at rode i kasser med gammelt legetøj, i hvert fald i ti minutter ad gangen, så var det tilbage til mobilen.

Det var på dette loppemarked, at en skotøjsæske dukkede op på Thorstens radar. Med mange års træning i loppefund, opdagede han straks kassen med de mange "reels" og en gammel brun View-Master. Ja, brun, for det var farven, før de blev produceret i rød. Altså, den var gammel, fra 1950'erne. Nærmest en antikvitet. Måske havde en amerikansk soldat, udstationeret på en af de mange baser i Tyskland efter krigen, bragt den med fra "over there"? Hvem ved?

Thorsten købte kassen på stedet. Han var så begejstret for sit fund, at han helt glemte at prutte om prisen med den lidt korpulente tyske bondekone. Der sank en ro over ham, og han besluttede sig for at kigge den igennem senere på aftenen, når børnene var blevet lagt i seng. Samme aften skulle ændre Thorstens forståelse af verden for evigt.

Trygt lå de små arvinger i deres senge, og hans kone hyggede sig med sin tablet, da Thorsten forsigtigt dykkede ned i kassen med de mange "reels." Der var to små mapper, næsten som CD'er, hvis du kan huske dem? Langt de fleste havde han, men der var et par undtagelser, som Sigmund and the Sea Monsters, som han havde søgt efter i lang tid. Og så lå der også en meget sjælden udgave af en Skipper Skræk "film."

Så var det, at Thorsten øjnede en reel, der stak lidt ud på indersiden af bagsiden på coveret. Han hev den straks op. Der var ingen tekst på den, helt blank, og da han holdt den op mod lyset, var alle billederne helt sorte. Thorsten undrede sig stort. Var det resultatet af et barns leg? En, der havde malet det hele sort? Han stak den ind i den gamle brune View-Master og førte den op til sine øjne. "XIII ad inferna," stod der. Thorsten var ret rusten i latin, men han mente, at det betød "De tretten helveder." Åh, boy, hvor havde han ret.

De næste minutter, mens han klikkede sig gennem, rystede ham i hans grundvold. Thorsten, en mand af videnskab og rationalitet, mistede sit ellers urokkelige vestlige ståsted i verden. De tretten billeder var ikke bare billeder med en vis dybde; de var snarere tretten film eller indblik i tretten andre dimensioner, og som du nok har regnet ud, var det ikke de himmelske sfærer.

Det første inferno var et sandt helvede af filer og blottede tænder. Intet andet end filer, filer og filer, og så tænder, mennesketænder. Millioner af skrig fra de stakler, som fik filerne ned i deres kød, langsomt og uhyggeligt. Skrig, der kom tættere på, blev højere, og Thorsten kunne med ét mærke noget, som en fil, der... hurtigt klikkede han videre.

Med en sær hvinende lyd skred View-Masteren frem til det næste billede. Det føltes som om, den klikkede sig frem oppe i selve Thorstens hoved. En skov... befriende... Træstammer overalt, befriende... Ja... indtil han kiggede op. Trækronerne var menneskehoveder, og de var levende, de bevægede sig, de klagede, nogle græd blod, og andre kastede op, som sikkert var deres lunger og maver. Deres kroppe, ja, deres kroppe var fodene af træstammerne, arme, ben og torso langstrakte og forvredet i uforklarlige proportioner, som om de var spiddet fra forneden, og deres hoveder... De var spiddet gennem deres urinrør, gennem deres kønsorganer og anus. Thorstens mave trak sig sammen, "Av, for helvede," tænkte han, og lige den tanke fik Thorsten til at kigge ned i sin View-Master. "Stop, kig ned i en View-Master? Det kan man ikke," og i det gik det op for ham, at han var nærmest suget ind i den. Han prøvede at flå sig væk fra den, den havde suget sig fast, klistret sig til hans øjne, hud og fingre. Han skreg af smerte indeni uden et ord, dog til trods, ville komme over hans læber. Han flåede den nærmest af sig, det føltes som om øjne og hud fulgte med, da han smed den over i hjørnet af rummet.

Sekundet efter var det ovre, ekkoet af de millioner af skrig forstummede, og stanken af råddenskab slog ham først nu, da var den straks forduftet. Thorsten kiggede sig i spejlet. Han var rød om øjnene, dybt blodsprængte, og ned af hans kinder løb tårer, tårer af blod, og hans fingre havde fået brandvabler der, hvor han havde rørt View-Masteren. De nærmest boblede, mens han stod og så på det. De tretten billeder var ikke billeder med blot en vis dybde, de var snarere tretten film eller indblik i tretten andre dimensioner, og som du nok har regnet ud, var det ikke de himmelske sfærer.

Thorsten sad der en sen aftenstime på et hotelværelse i Nordtyskland og stirrede fyldt med den vildste terror, rædsel og afsky lige ud i luften, som om han var i trance. En trance, der skyldtes disse forfærdelige scener, disse hvirvlende helveder, og han havde kun set to af dem. Hvordan ville de resterende elleve være? Thorsten var sikker på, at de ville være meget, meget værre, at de to første, han havde set, blot var en forsmag, en forsmag på noget endnu mørkere, altopslugende og sjælefortærende. Det var det ypperste af ondskab.

"-Er du okay, skat?" Thorstens kone tog ham kærligt på skulderen, og Thorsten kom ud af sin tranceagtige tilstand. View-Masteren var væk. Thorsten styrtede ind i børneværelset, men det var allerede for sent.