Pjaltekammeret

Et pulterkammer – eller som man i tidernes dunkle og poetiske tåger yndede at kalde det: et pjaltekammer – var i gamle dage et hengemt, halvt glemt og halvt forbandet opbevaringsrum for alskens ophobede sager, man for længst havde opgivet at bruge, men endnu ikke nænnet at skille sig af med. Et sted ligeså meget båret af håb som af modvillig glemsel – en uforløst ventesal mellem liv og død, mellem opstandelse og losseplads, mellem genbrug og glemsel.

Ja, vi taler om en slags komatilstand – et stivnet mellemrum i tid og tanke, hvor både erindringer og drømme henslæber en søvnig, støvet eksistens.

Men "vores" loftsrum – dette glemte, mystiske, ja, hvis kendt af mange, nærmest mytiske pjaltekammer – er ikke længere nogen konkret del af nogen bestemt bolig i ejendommen. Det er som om, det svæver løsrevet, hjemløst, båret af en ældgammel aura. Det har i uvisnelig tid – så længe som selv de mest hjemmelige og rynkede beboere kan fremmane i deres slørede hukommelse – været låst bag en solid, ubønhørlig kæde, sammenføjet af en tung, nærmest gravstenstung, rusten og majestætisk hængelås, dækket af tidens ætsende patina.

Legenden, den sagte hvisken fra skyggerne, fortæller dog, at nøglen – selve nøglen! – hænger et sted dybt nede i ejendommens mørke, fugtige og ildevarslende kælderdyb.

Ærede læser, det er nu, du må vove dig ned.

Ned i krybekælderen – det lavloftede, klamme, edderkoppeindfiltrede mareridt af et rum under huset. Følg duften af rå cement og glemt tid. Følg lydene, der ikke burde være der. Sans – føl – gå og kravl!

Og dér! Der ligger den. Du tøver ikke, for noget i dig ved, at du er udvalgt. Din hånd lukker sig om nøglen – gammel, kold, rug som bark og med små rifter af rust, der gennemborer din hud som erindringens skarpe torne.

Du går op – nej, du stiger op – med nøglen i hånden, og du står nu foran den tunge, ældgamle dør. Døren til pjaltekammeret. Dit hjerte hamrer. Dit åndedræt står stille.

Skub.

Du forventer et knirk, et skræl, et skrig fra dørens hængsler. Men nej. Stilheden er næsten værre.

Mørket derinde er kompakt som våd uld. Du famler efter din telefon – men nej, al moderne teknik kapitulerer her. Ingen elektricitet. Intet signal. Intet håb.

Men der – på et skralt, ormeædt bord – står et gammeldags tællelys. Ved dets fod: en slidt æske med svovlstikker. Du stryger en tændstik – og mirakuløst, nærmest magisk, fanger flammen. Den danser. Den lever.

En sygelig, krybende stank af brændt svovl og harsk lammefedt siver op gennem dine næsebor, sniger sig ind og kradser på din bevidsthed.

Foran dig udfolder sig nu et tableau som trukket direkte ud af en gotisk roman: Støvede kufferter og falmede æsker, gulnede bøger i stabler som skælvende tårne, en flækket kommode med et tildækket spejl, et skævt tøjstativ overhængt med mølædte frakker i døende farver, en væltet standerlampe med en skærm gulnet af årtiers nikotin og sorg.

Lakplader i tilfældige bunker, halvt knuste malerier i skramlede rammer, aviser så mørnede at de smuldrer ved berøring, to ældgamle vugger fyldt med tidens affald – alt dette og mere endnu er kastet hulter til bulter, som om nogen eller noget havde forsøgt at skjule eller gemme dem i skynding og desperation.

Alt er dækket af et lag støv så tykt, at det næsten synes levende – blandet med spindelvæv og en grå, fnulret substans, der kun kan beskrives som ‘vaskemaskine-lommefnuller fra helvede’.

Du undres – men kun kort.

For dine øjne har nu vænnet sig til det sagte lys fra det blafrende tællelys, der insisterer på at afsløre. Og hvad du nu bemærker, stjæler dit åndedræt: luften herinde. Den er isnende kold, ja, men overraskende frisk. Den bærer ikke stanken af loft og mug og århundreders forfald, som du forventede. Nej – den er som en dør ind til noget andet. Noget større. Noget... ældre.

Du ser dem nu: ni vinduer. Små, blyindfattede, smalle og støvede. Hver med 12 ruder, i alt 108 glaskupler mod verden – og hvert eneste et i sin egen unikke nuance. Støv og snavs kan ikke skjule farverne for dig – du ved, du ser dem. Du mærker dem.

Du rækker ud, griber en klud. Pudser et vindue. Trækker vejret dybt. Og kigger ud.

Et blik ud over byens tage. Og du stivner.

Det billede, der møder dine øjne, genkender dig ikke. Men du – du genkender det. Langt inde i din bevidsthed vækkes noget. Det er som om dine hjerneceller kaster sig over støvede historiebøger og slår op i glemt viden: Rundetårn – jo, der står den – men gitteret og tremmerne er væk. Og der, hvor Christiansborg burde ligge... rejser Blåtårn sig som en skygge fra fortiden, med sit spir og sin mørke silhuet.

Solen står lavt. Skyerne sejler sagte forbi. Og nedefra – som båret af vinden selv – stiger lydene op: vogne, skramlen, latter og stemmer fra gader, der ikke længere findes.

Du undres. Du pirres. Du bævres.

Du ved, du må se mere. Et vindue er ikke nok. Det var kun begyndelsen – en antydning, en antydning på en rejse hinsides tid og rum. En aperitif, ville de mere dannede i starten af 1700-tallet have sagt – en lille smagsprøve på det overdådige måltid, der venter.

Og du har appetit.