Pjaltekammeret

Et pulterkammer, som historien jo handler om, blev i gamle dage kaldt et pjaltekammer, og et sådant sted stillede man hengemte ting og sager, man ikke rigtigt mere benyttede, ligesom moderne tiders kælderrum eller haveskure. 

En slags ventesal mellem enten en genopstandelse fra 'de døde' eller genbrugspladsen. Vi kan også kalde det for en art koma. En komatilstand for både for erindringer såvel som for ønsker. 

Nå, men "vores" loftsrum, pulte eller pjaltekammer tilhører ikke længere rigtigt nogen fast lejlighed i ejendommen, og det har så længe, som selv de ældste beboere kan huske tilbage, været aflåst med en kraftig kæde - en kæde, der er låst sammen af en ældgammel, stor, tung og rusten hængelås. 

Nøglen siges dog at hænge et sted nede i kælderen, og skulle man være så heldig at finde den, ja, så kan man låse den gamle antikke lås op. 

Ærede læser, gå nu ned i kælderen, krybekælderen. Se, sans og føl dig vej. 

Der er den. Godt, du ikke gav op. 

Din ene hånd har nu lukket sig om den gamle nøgle. Du kan nærmest mærke farven af rust trænge gennem dine porer.

Døren til Pjaltekammeret giver sikkert lidt modstand, men du skal bare skubbe til.

Bemærk: Den knirkende lyd udeblev. 

Der er nærmest fuldstændigt mørkt, og du kan glemme alt om at tænde lommelygten i din smartphone; ingen elektricitet virker i værelset. Men stryg en tændstik (lightere du'r heller ikke her), for der står et gammelt tællelys på bordet lige indenfor døren, og ved dets side finder du en æske med svovlstikker. Mærkeligt nok, efter utallige år på bagen fænger begge dele.

En blandet lugt, nærmest en stank af brændt svovl og lammefedt, trænger op igennem dine næsebor. 

Kammeret, der langsomt åbenbares foran dig, mens flammen vokser sig større, er som trådt ud af en ældre engelsk gyserfilm, fyldt med gamle ting og sager: kufferter, æsker og kasser, gulnede bøger, en udslidt kommode med tildækket spejl, et tøjstativ af træ overhængt med falmede og mølædte frakker, en væltet standerlampe med mørk nikotingul skærm, lakplader, der tarveligt er smidt ovenpå en, nok engang, hvid gyngestol, ridsede malerier i skramlede sorte og gullige rammer, stakke af mørnede aviser dumpet ovenpå to gamle vugger og meget andet hip, haps og bling samt bras, der sikkert kunne indbringe en anselig dog mindre sum på et loppemarked.

Alt er stablet hulter til bulter og dækket af et tykt lag af både spind, støv og en mærkværdig type gråligt fnuller à la den slags, der er spredt i vaskemaskinen, når du har glemt at tømme lommerne på dine bukser, inden du startede den.

Du undres kun kort. 

Da dine øjne nu har tilvænnet sig det svage blafrende lysskær, der ihærdigt trænger sig på gennem det antikke mørke, der her og der forsøger at gemme sig i kammerets rod, er det næste, du bemærker, luften – kold er den, men forbløffende frisk, og den lugter ikke spor af gammelt, jordslået indelukket loft, som du ellers nok forventede.

Det er nu, du misser lidt med øjnene, for du skuer 9 mindre vinduer, og hver af dem med 12 små blyindfattede ruder i sig. Trods det at de er dækket af støv og snavs, som om de ikke er blevet pudset i hundredvis af år, aner du ikke blot et svagt gennemtrængende dagslys bag dem, men bemærker sandelig også, at hvert eneste ene – og vi taler altså om 108 i det hele – er i hver sin farvede nuance. Du ved, at du kan se det, lige ane de svage farveforskelle. Du ved at du ikke tager fejl.

Prøv nu at finde en gammel klud, godt set, puds et af de små vinduer rent og kig ud. Men vær beredt. 

Du har valgt dit første vindue, og nu skuer dit åsyn ud over byens tage. Men synet, der møder dig, ja, det kan ikke genkende dig, men du kan efter lidt tankeværk genkende synet. Gamle historiebøger hives frem langt inde i din hjernes kartoteker. Det går op for dig, at du ser tilbage i tiden. 

Rundetårn, altid og straks genkendelig, ligner dog sig selv, på nær det inderste gitter og tremmerne for vinduerne, for de mangler, men resten af byen ser ganske anderledes ud, og der, hvor en stads-kendt person ville mene, at Christiansborg skulle ligge, er der et højt tårn med spir at skue - nemlig Blåtårn, som var en del af Københavns Slot. Solen står på himlen, og skyer driver sagte forbi. I det fjerne, stigende op fra byens gader og stræder og op over de mange tagrygge, hører du sladder, snakken og skramlen af vognhjul.

Du undres. Du pirres. 

Du gør klar til endnu at pudse en lille rude ren, for du kan mærke, at dette, det første vindue blot er en lille forsmag, en aperitif, som man allerede ville kalde det blandt de mere fornemme bysbørn i starten af 1700-tallets Københavnere.