Helgoland

Min historie går tilbage til 1981, da jeg boede tæt på Amager Strand og dermed Badeanstalten Amager Helgoland. Det var år og dage før, den endnu engang blev flyttet, nu nær den nye og populære strandpark med de moderne bygninger og broen til vore svenske naboer. Dengang kunne man lige ane lysene om natten i Malmø, og om dagen i klart vejr øjnede man den store kasse af en boligblok og den ufo-lignende vandtank, der stak op på den anden side af sundet. Der var endnu ingen Turning Torso, det flotte, snoede højhus, som nu er blevet vores naboers varemærke. Tiderne skifter. 

Dengang var jeg morgenbader om sommeren, ikke vikingebader, du ved, dem der bader hele året; jeg har en brusekabine, så den nøjes jeg med om vinteren.

Min beretning her er om den mest utrolige, sensuelle oplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg er ikke engang sikker på, at det skete, men jeg ved, at det skete. Jeg holder, som de fleste, meget af sex, og som endnu ung kvinde i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne led jeg ikke nød,. Frigørelsen og P-pillen var lige ankommet, og der var endnu år til, at AIDS og nypuritanismen dukkede op. Det var glade tider.

Jeg vågnede, mens det endnu var mørkt, kiggede på mit ur og så, at der var en lille halv times tid til, at solen tittede op. Fik børstet tænder og hvad der ellers hører til ens morgenrutiner på badeværelset, mens kaffemaskinen bryggede løs. Op på cyklen, og kort efter parkerede jeg ved Badeanstaltens lange bro. Efter en hurtig runde forbi kvindernes afdeling kastede jeg mig i morgenbølgens blå. Jeg var åbenbart den første af morgenbaderne og nød det til fulde.

Så var det, at jeg fik øje på ham. Det var en mørk mand, ikke udlænding, bare mystisk; jeg havde aldrig set ham før. 

En smuk mand, muskuløs og nok omkring de 30. Jeg kunne mærke, at en flamme blev tændt i mig. 

Vandet var endnu dejlig lunt efter den lidt kølende nat, men med ét blev det bløde, behagelige, varme sommervand køligere, som han steg ned ad stigen – ligesom for hvert skridt han tog, dalede temperaturen en anelse. Ja, jeg ved, jeg lyder tosset, men sådan oplevede jeg det. Eller... måske steg den?

Han kiggede over på mig, og trods hans mørke fremtoning var hans øjne blå, meget blå, varme, men nærmest en anelse for intense, stirrende, men ikke truende – stirrende direkte på mig, men så alligevel ikke. 

Han dykkede, han nærmest forsvandt, jeg kunne ikke se hvilken retning, men med ét havde han fat i mine fødder; han holdt fast, hev mig ned under vandet. Han havde styrke, var stærk, et solidt tag. Mærkeligt nok, forbavsende mærkeligt, blev jeg ikke det mindste skræmt. Ikke det mindste. Jeg vidste, at han ikke ville drukne mig.

Under vandet mødtes mine øjne med hans. Det var, som var vi i en boble af klarhed; her var intet grums eller små stykker af tang, intet salt i mine øjne. Hans smukke øjne stirrede stærkt og hypnotisk ind i mine. Fortryllende. Han kyssede mig dybt, intenst og inderligt. Jeg savnede ikke luft. Hans smukke, stærke krop kravlede om mig, lukkede sig om min. Min brændende, begærlige krop. Hans kærtegn var kærlige, og det føltes, som om han kendte hver og én af min nu ubeskriveligt ophidsede krops erogene zoner – kærligt, men samtidigt med en bestemt hårdhed, der fortalte, at jeg både var sikker, men også i hans magt.

Mit skød blev tændt med en ild, så voldsom som var jeg helt ung igen og med den ekstra store appetit på sex, man havde i den alder. 

Hans kærtegn var kærlige, og det føltes, som om han kendte hver og én af min nu ubeskriveligt ophidsede krops erogene zoner. Hans lange, slanke fingre spillede på min krop, som var jeg det fineste, dyreste flygel – kærligt, men samtidigt med en bestemt fin hårdhed, der fortalte, at jeg var sikker, men også i hans magt. Jeg mærkede hans pik mod min hud; den var stiv, hård og ganske stor, og så føltes den skællet – blødt skæl, men skællet.

Da hans fine, ferme fingre fandt vej til indgangen af min hule, lukkede jeg min ene hånd om hans lem. Så var det, at jeg hørte stemmer under vandet, inde i vores elskovsboble. Jeg kunne se, at min elsker fra havet også hørte dem.

Han slap mig, og med skuffelse i øjnene lod han mig stige ud af boblen og op.
Stemmerne genkendte jeg; det var nogle af de andre morgenbadere. 

Ærgerlig kravlede jeg op, nærmest som lammet. Jeg vendte mig om og kiggede efter min mystiske forfører. Intet. Ikke så meget som et boblende skvulp. Jeg kunne dårligt nok hilse på mine morgenbadende bekendte – jeg var for chokeret. 

Jeg kørte hjem, forvirret og lidt rystet, men mest af alt godt gammeldags liderlig. Det var der heldigvis råd for. 

Jeg cyklede forventningsfuldt derned tidligt næste morgen – endnu tidligere end jeg plejede – men han dukkede ikke op, hverken op fra havet eller ned ad trapperne fra herrernes afdeling. Jeg kørte derned de næste mange morgener, ja, selv aftener, men han dukkede ikke op. Jeg så aldrig min mystiske, magiske elsker fra havets dyb igen. 

Jeg begyndte at dykke ned i folketroen. Gik på biblioteket, ja, selv på Dansk Folkemindesamling. Masser om havfruer og en del mindre om havmænd. Beskrivelserne var meget forskellige og modsatrettede, og han var bestemt ikke lille af vækst og med fiskehale, som de fleste beskrev – i hvert fald ikke min havmand. Men beskrivelsen af de lange fingre... dem kunne jeg sagtens genkende.