Freddie

Freddie

Det skete en sen hverdagsaften, hvor jeg gik på byens kro nede i Møntergade. Jeg nød en stille pils, da en ældre herre satte sig ved siden af mig i baren. Han præsenterede sig ikke ved navn, men ved fag; han var kunsthistoriker, og hurtigt drejede samtalen ind på hans foretrukne emne: kunst, naturligvis. Nu fortalte han mig en sær og mærkværdig historie, en historie om den første danske surrealist, Wilhelm Freddie, som vi blot vil kalde Freddie.

Freddie blev født i 1909, og allerede som dreng tegnede han meget. Han blev kunstmaler og faldt for den spirende surrealisme i begyndelsen af 1930'erne. Freddie var fræk, og i 1937 blev tre af hans værker konfiskeret af politiet, og Freddie blev dømt for pornografi. Ja, det har altid været hårdt at være kunstner. Senere fik Freddie også indrejseforbud til Tyskland, da han havde malet sin mening om deres elskede fører.

Med tiden spredte Freddie sig over mange forskellige former for kunst, men hans surrealisme glemte han aldrig. Noget andet, Freddie aldrig glemte, var hans absint. Ser du, ligesom de gamle franske kunstnere, malere, skulptører og poeter, holdt Freddie meget af denne grønne drik. De siger, at det var det sidste, han indtog på sit dødsleje ude på Bispebjerg Hospital tilbage i 1995. Men jeg ved noget andet, for Freddie døde ikke der. Nej, Freddie skulle skabe sine sidste værker, sine 13 mesterværker. Ja, du undrer dig måske, for det har du aldrig hørt om, vel? Det havde jeg heller ikke, før jeg en sen fuldmånenat kom gående ned ad Brolæggerstræde efter et besøg hos min gode gamle ven Otto Frello – må han hvile i fred.

Det var tåget den nat, og jeg må indrømme, at der var blevet skænket både godt og grundigt i rødvinsglasset. Jeg kiggede på mit ur; klokken var 03:33, da noget i min øjenkrog fangede min opmærksomhed. Porten til nummer seks, ejendommen lige ved siden af Sorgenfri – ja, den åbnede sig ganske langsomt, og noget drog mig ind. Nu kom det hele til mig: minder, glemte minder, glemt viden, viden, jeg ikke vidste, jeg havde. Og hør nu godt efter, måske sker det samme for dig. Ser du, jeg trådte ind i en slags tidslomme, ind i Endeløsstræde – ja, det hed en blindgyde, der lå der engang. Den forsvandt ved den store bybrand i 1795. Men hør nu efter, for jeg har en fornemmelse af, at det samme kunne ske for dig. Det lød som om, at den kære kunstekspert var begyndt at gentage sig selv, men jeg lod mig alligevel rive med, trods hans brandert. Røverhistorien var sku alligevel god.

Han lænede sig frem mod mig med en alvorlig mine, tog et hiv af sin smøg, slugte røgen og sagde med en dyb, fortrolig hvisken: "Hvis du går gennem porten, vil Endeløsstræde åbenbare sig for dig – gamle laugskilte, trækasser og ragelse, en rende med en grumset væske, man ikke vil studere nærmere, gammel tyk omklamrende tåge. Københavner-tåge af den art, som ikke ses mere. Der i strædet kan man skimte enkelte skyggefulde personer, som hurtigt forsvinder igen. Du skal ikke bekymre dig, gå blot videre. Du vil nu nå til en bar, over den er der en tønde på hovedet med en grøn hane stående på toppen. Den galer uden en lyd – er den levende? Ikke til at se i tågen. Det er den eneste bar i gaden. I baren vil du finde en bartender og ingen andre mennesker. Han ligner en tjener fra en gammel film fra 1930'erne. Bartenderen vil nu spørge dig: 'Hvad ønsker den herre en tåget månefuld nat som denne?' Svar absint, uanset hvad. Enhver anden drik vil dræbe dig, når du sover."

Det næste spørgsmål er, hvilken slags absint? Du har nu to svarmuligheder: "Den manden selv ikke kunne holde til" eller "Den gode, den bedste." Hvis du svarer noget andet, vil du plages af psykedeliske mareridt i 13 nætter i træk – det ene mere forfærdeligt end det andet. Indtil den 13. drøm, hvor mareridtet bliver virkeligt og forfølger dig både vågen og sovende. Prøv ikke at snyde bartenderen, døren til baren er låst, og du kan ikke slippe væk. Du må drikke, hvad der serveres, uanset dit svar. Ud over det har jeg ladet mig fortælle, at de "døende" altid har givet komplimenter til drinken. Husk, nu er du nået så langt, og det er godt klaret, men... han løftede en pegefinger og vrikkede den belærende foran mig.

"Når bartenderen siger disse ord, mens han viser dig en gammel støvet flaske med en laset etiket: 'Hav respekt for denne drik, det er den bedste, vi har i huset,' skal du svare rigtigt. Nu har du igen to svarmuligheder. Den ene er at svare, hvis du fortryder besøget: 'Jeg har kraftigt overvurderet mig selv, og jeg byder dig godnat.' Hvis bartenderen nikker, må du nu gå ud af døren og ned gennem Endeløsstræde. Du har intet vundet, for alt vil du have glemt, når du vågner, men du har heller intet tabt."

"Men hvis du vælger at fortsætte ved blot at svare: 'Ja tak, som byder,' vil der blive sat et syvkantet, mærkværdigt snoet glas foran dig. Du vil blive rakt en meget smuk og underligt formet absintske, og du vil bemærke, at den er formet som en nøgle i toppen, med små huller som dræningspunktet for alkoholen, der vil blive hældt over den ni-kantede sukkerknald. Men der er et trick omkring, hvordan du vender skeen. Der er også huller i den anden ende, og vender du den lille ende til, vil din drik smage forfærdeligt, din næse vil brænde, og dine øjne vil skælve, mens din hjerne fyldes med ubeskrivelige lyde, der ikke er fra denne verden. Du vil dø. Vælger du den rigtige ende, skal bartenderen lægge sukkerknalden og hælde absinten over den, for derefter at stryge en tændstik mod barens kant og sætte ild til den grønne drik. Sig 'Skål' til bartenderen og tøm glasset. Hvis du glemmer at sige 'skål,' vil absinten ætse dig op. Gør du det hele rigtigt, vil mørket snige sig over baren, ja, som et levende væsen vil mørket kravle ud fra hver eneste krog, op af gulvsprækker og ned ad væggene. Vær ikke skræmt – dette er et godt tegn."

"MEN husk, du skal være helt stille, fuldstændig stille. Lad mørket fylde hele rummet, og du kan intet se. Vent. Ikke længe efter, højst to til tre minutter, selvom det vil føles som en evighed, vil du se et svagt grønt lys i dørsprækken mod gulvet ved den dør, der er for enden af baren. Lyset vil blive stærkere og stærkere. Mørket vil kravle tilbage og blive trængt bort af det grønne lys, som langsomt spreder sig ud i lokalet. Alt vil efter et kort stykke tid være badet i et irgrønt lys. Små, smukke, grønne, sæbebobleagtige gennemsigtige kugler vil svæve rundt i lokalet, og du vil bemærke, at bartenderen er forsvundet. Du er ikke i fare, min kære ven, tværtimod."

"Tag nu skeen eller nøglen, om du vil, og gå hen til døren. Stik den ind i nøglehullet, og du vil opdage, at den passer perfekt, nærmest som om den bliver suget ind og drejer sig selv om. Et klik vil nu røbe, at døren er låst op. Du vil træde ind i en lille elevator med en gitterdør af jern. Derinde står den smukkeste kvinde, som nogen dødelige nogensinde har skuet. Hun er badet i et grønt skær, som flyder ud bag hende, så du lige kan ane et par fine, tynde vinger. Det er den grønne fe."

"Hun vil nu spørge dig: 'Skal du op?' Efter alt det, du indtil videre har gået igennem, skal du blot svare: 'Ja tak, gerne.' Men hun vil også stille dig et andet spørgsmål: 'Hvorledes vil du sammenligne Freddies surrealisme med Magrittes?' Dit svar skal lyde: 'Jeg er kommet for at se dybere end kunsten her til aften.' Hvis du ikke svarer dette, vil den grønne fe forsvinde, og elevatoren vil begynde at køre nedad, hurtigere og hurtigere. Der vil blive varmere og varmere, og en svag rød glød vil begynde at kunne anes i gulvet. Du er nu på vej ned mod helvede. Men har du husket at svare rigtigt, vil elevatoren begynde at køre langsomt op, og det grønne lys vil blive et med det blege, grønne månelys. Det er som om, at du kan se ud gennem elevatoren, over byens tage og op på fuldmånen, omgivet af stjerner, der forekommer endnu tættere på end månen selv."

"Men du har kun få sekunder til at nyde dette syn, for så stopper elevatoren, og den gamle folde dør knirker sig åben. Nu ved jeg ikke, om jeg husker korrekt, men hvis den grønne fe kysser dig, mens du er på vej ud af elevatoren, vil du resten af livet være velsignet med den største og dybeste inspiration. Hun vil være din altid kødeligt foranderlige muse, som vil holde en hånd over dig. Men hun skal kysse dig, og du må ikke tage nogen form for initiativ, ikke lægge an, ikke spørge. Hvis du gør det, hvem ved? Husk, at det næppe er frk. hvem som helst, hende den grønne fe, som gennem år har vogtet Freddies sidste værker."

"I rummet foran dig hænger nu en kæmpe plakat. Du vil genkende Freddies stil, selvom dette minder dig meget om fraktaler, noget med matematik. Tag dig tid til at kigge på det; en snurrende tekst vil afsløre sig, og den vil fortælle om Freddies liv med hans egne ord. Til sidst i hans historie fortæller han, at han i 1995 forlod sit dødsleje på Bispebjerg Hospital. Han vidste, han havde sit sidste værk at lave. 13 i alt. Disse krævede en handling langt ud over, hvad han nogensinde havde tænkt eller ønsket, langt ud over, hvad han nogensinde havde forestillet sig."

"Den nat kidnappede han tre jomfruer – han måtte gøre det, der var ingen vej udenom. Han myrdede dem alle tre hurtigt og smertefrit og skabte derefter tolv mesterværker ud af dem, ud af deres hud, hår, kød, blod og indvolde. Efter dette gjorde Freddie, hvad han beskriver som sit 'levende selvmord ind i nuet.' Disse mesterværker er bag denne dør."

"Når du træder ind i lokalet – og jeg siger 'når,' for der er ingen vej tilbage – vil du se seks værker på din venstre side. De er alle en underlig blanding af billeder og skulpturer og viser verdens skabelse. Det er noget så ufatteligt smukt, at det ikke kan beskrives med ord, men skal opleves og genkendes. De seks andre, til højre, viser verdens undergang. Det vil med garanti være det mest rædselsfulde og modbydelige, som dine øjne nogensinde har skuet, og alligevel vil du straks kunne øjne den største kunst i dem."

"Så, seks og seks giver tolv, og jeg sagde 13 mesterværker. Jo, for enden af lokalet op ad væggen står der et kæmpe lærred, der er flere meter bredt og højt, og det står med bagsiden ud mod lokalet. Det står på en stor, rund skive, og ved siden af den, lige ud for midten af bagsiden, et par meter ude i lokalet, stikker der en stang med en knop op – det er et håndtag. Foran håndtaget står der et skilt på tre sprog: sumerisk, latin og dansk. 'RØR MIG IKKE.'"

Nu ville manden i baren ikke fortælle mig mere. Han sluttede af med ordene: 'Hvis du nogensinde når lige så langt som mig, så træk for Guds skyld ikke i håndtaget. Uanset hvor stor en kunstelsker du er. TRÆK IKKE I HÅNDTAGET.' Han forsvandt nu ud i barens mylder af mennesker, og videre ud på gaden og ind i nattens mørke. Det eneste, der var tilbage, var hans tomme glas, først nu bemærkede jeg at det var et absintglas.