Flash'y Pulp

Flash

Jeg har altid eksisteret, hvis du kigger godt efter. Jeg er lige så gammel som Æsops fabler og de indiske Jataka-fortællinger – korte, skarpe pointer, der lærte folk om livet. Men min moderne sjæl blev for alvor formet i det 20. århundrede. Nogle siger, at Ernest Hemingway gav mig den ultimative form med sin berømte, hjerteskærende historie på kun seks ord: "Til salg: Babysko, aldrig brugt." Han, og andre mestre som Franz Kafka og O. Henry, forstod min styrke.

I 1920'erne og 30'erne kaldte de mig for "short short story" i blade som Cosmopolitan. Men det var først i 1992, at forfatteren James Thomas gav mig det navn, du kender i dag: Flash Fiction. Han så, at jeg ikke bare var en forkortet historie, men et kunstgreb i sig selv. Et intenst glimt, en åbenbaring. Jeg er beviset på, at man ikke behøver mange sider for at fortælle en historie, der sætter sig fast – kun de helt rigtige ord.

Pulp

Jeg blev født i larm og billig blæk i 1896, da Frank Munseys magasin The Argosy droppede de pæne sider og omfavnede det rå, ubehandlede træmassepapir – pulp. Pludselig kunne almindelige mennesker få råd til eventyr for en slik. De slugte mig råt, og i 1920'erne og 30'erne eksploderede det. Jeg var overalt.

Magasiner som Black Mask, Weird Tales og Amazing Stories blev mit hjem. Det var her, Dashiell Hammett lærte sine detektiver at tale med knyttede næver, og H.P. Lovecraft slap kosmiske rædsler løs fra andre dimensioner. Robert E. Howard gav mig barbaren Conan, og Edgar Rice Burroughs sendte John Carter til Mars. Jeg var en genre-fabrik: westerns, science fiction, krimi, rædsel og romantik, alt sammen pakket ind i farvestrålende, ofte vovede forsider. Jeg var arbejderklassens flugt fra virkeligheden, en hæsblæsende verden, hvor heltene var barske, kvinderne farlige, og eventyret aldrig sluttede.