Det er ikke ofte, man hører nogen fløjte efter deres hund i København. Næh, man skal snarere tage ud i parcelhuskvartererne, og hvis man endnu længere ud, helt ud på landet, ja, så pifter eller råber bondemanden på sin gårdsplads efter sin jagthund.
Tænk over det. Det er sjældent, at nogen i byen bare fløjter. Og hvis de endelig gør det, så kan jeg garantere dig, at det er en nytilflytter, som endnu ikke har mærket byens usynlige puls, endnu ikke har fornemmet dens dystre side, endnu ikke er blevet omfavnet af byens hemmelige uskrevne regler.
Ser du, uden at vide det, fløjter "rigtige" københavnere ikke, og slet, slet ikke efter mørkets frembrud. De har ikke den fjerneste idé om det, og 99,9% har aldrig selv lagt mærke til det. Nu skal du bare høre hvorfor.
I gamle dage, hvor der var rigtigt mange fattige, og byen tiltrak dem som lort tiltrækker fluer, var der mange, som ikke måtte tigge indenfor byens gader og stræder. Det var kun byens indfødte tiggere, og derfor havde man såkaldte "stodderkonger," som holdt øje med, hvem der gik og plagede godtfolk med deres tiggeri.
Disse udenbys tiggere, disse "invalider," som var en blanding af forældreløse og bortløbne børn, forkrøblede soldater, udslidte ludere, gamle, døve og blinde, samt alkoholikere og brændemærkede, for slet ikke at glemme taterne, sigøjnerne og andre fattige indvandrere.
Disse mennesker, denne hob af stakler på krop og sjæl, dette folk af stinkende udstødte, denne hær af, set med bedsteborgerens øjne, lusebefængte affaldsmennesker, var ikke velkomne. Af det opstod de første forstæder til København, forstæder, som du på ingen måde vil kunne nikke genkendende til i dag. I moderne tider ville man kalde dem barakbyer. Skur og huler bygget af affald fra byens lossepladser, som fattigrøvenes byer altid blev og stadig bliver opført op ad.
Du kan sikkert forestille dig, at blandt alle disse skadede stakler på krop og sjæl trivedes psykopaterne storslået med brug af trusler, vold og voldtægt, tyveri fra fattige gamle enker og udnyttelse på de mest utænkelige måder af små børn. Sygdom og alkohol havde de bedste vilkår, og livet var en fælles jammerlige tilværelse. Hver var sig selv nærmest en fremmed.
Der var kriminelle ledere som Sorte Søren, Luse Louise og Baiko Stanga, men alle sammen kun for en kort stund. Enten drak de sig ihjel, endte i jern på Bremerholmens berygtede fængsel, kaldet Trunken, forsvandt eller blev myrdet. Kort tid efter havde en ny idiot sat sig på tronen af den lokale barakby, og det aldrig til fordel for barakbyens fattige beboere.
Det samme foregik inde i byens trygge volde, blandt de fattige og udsatte, men i langt mindre grad. Her var herberger og en slags hospitaler, og vinteren var en lille smule nemmere at komme igennem for samfundets udstødte. Dog havde de alle en ting til fælles: frygten for vinternattens fløjten.
Ser du, det startede i 1717 midt i en bidende kold januarnat i barakbyen, hvor de frysende mennesker lå og klamrede sig sammen for at holde varmen i deres jordhuler og træskure. Der hørte de pludselig en fløjten, en meget særlig fløjten, som er svær at beskrive. Nogle siger, at den lød dyster men flirtende og lokkende, mens andre mener, at den blot havde en uhyggelig tone. Atter andre beskrev den som varm og moderlig, på en måde som man næsten ikke kan forklare. Måske var der en kærlig genkendelse i den, hvem ved?
Med et var fløjten der, lige uden for den lille families skur: far, mor og seks børn, alle forhutlede og sørgeligt forkomne. Vinden var tavs, og sneen ligeså, men Lauke, den ældste af ungerne, sov yderst og lige op ad den tynde trævæg. Han vågnede med det samme, da den fortryllende fløjten nåede ham. Fløjten bevægede sig langsomt væk, og hvis Lauke havde tænkt lidt over det, mens han lyttede, ville han have bemærket, at der ikke var noget knasen i sneen efter skridtene. Men knægten var solgt, bundet som af en smuk og forførisk magi. Han rejste sig op for at gå ud i den kolde vinternat og se, hvem der over sine læber formede de dejlige, bløde, smukke og varme toner, toner som Lauke aldrig før havde hørt. Han måtte skynde sig, for den magiske melodi lød som om den næsten var borte. Og magisk var den, for da han åbnede skuret ud til natten, stod det der!
Han nåede næsten, kun næsten, at starte med at skrige. Alt, hvad der var tilbage af Lauke, sekunder efter, var en stor klat varm blod, som hang i vinternatten, for derefter at ramme sneen med et slask. Den mindste lillebror havde set det hele gennem den åbne dør, men ingen troede på ham og hans beretning om den store sorte vingede mand med de små gule onde øjne. Det vil sige, indtil året efter, endnu en iskold og ubarmhjertig januarvinternat, hvor franske Louis vågnede op, lidt udenfor København i en barakby, forført af en kvindes fløjten. Fløjten, som et øjeblik tidligere havde valsede sig direkte ind i hans forfrosne ører, var nu ved at forstumme, på vej væk i den tavse vinternat. Louis rejste sig, rettede på sin store tunge frakke og åbnede døren.
Dette gentog sig vinter efter vinter og år efter år, indtil byens volde faldt sammen med barakkerne. Det vil sige, at barakkerne længe var forsvundet, og boligspekulanterne havde rykket ud på broerne. Loven fulgte også med, og vinterfløjten ophørte med sin lokkende hvislen. Melodien nåede sin ende.
Men det sidder stadig ubevidst tungt i Københavns sjæl, at man ikke skal fløjte for meget, helst slet ikke. Nej, man skal hellere lytte efter en fløjten, en ganske særlig fortryllende en af slagsen, og så skal man løbe. For hvem ved? Måske er der skrevet en ny melodi?