En Zotoxs tid

En Zotoxs tid

Zpurfux var ved at lægge an til landing med sin familie på den venlige planet. Venlig, forstået på den måde, at den indeholdt tilstrækkelig meget Utrix til, at de kunne trække vejret. 

Da de kom ud af det foldede rum, og ungerne, som noget af det første, spottede planeten, døbte de den Jazzabaz, af en eller anden grund, som Zpurfux ikke orkede at spørge ind til. 

Zpurfux kiggede til gengæld over på sine to ægtefolk, og de diskuterede kort alle tre. Scannere og lexiteket oplyste, at planeten var beboet af nogle små, men ret forfærdelige uhyrer. Godtnok ikke nær så vilde som Draxerne fra Graftox eller Tech-lynjægerne fra Trakz, men farlige var de, det viste alle målinger og kilder, som samtidig røbede, at væsnerne, trods en rimelig intelligens, ikke var særligt langt fremme teknologisk. 

Familien tog chancen, da der som sagt var Utrix at indånde, og alle trængte til en pause efter at have foldet rummet i 12 fluxcer i træk. Og så var der jo lige reparationen af Klawklawen, ikke at det ville tage mange drygger, men alligevel. Zpurfux og hendes ægtefæller besluttede sig for at lande på en ø på planetens natteside. 

Landingslysene tændte, og de svævede lydløst over det næsten flade landskab på øen. Ungerne, omkring 16 stykker, var, som altid, i gang med at skændes om, hvem der skulle kigge ud af de koøje-agtige vinduer. De fire teleskopben skød langsomt ud, og energidrevet kaldte Opligien faldt ned i tempo, indtil dens søde summen tav helt. Familien Zpurfux landede blødt ganske nær nogle runde buler i det meget fremmedartede landskab.

 Glideren gled ned på den ukendte planet, og trods et højlydt "HRIX" fra de tre forældre i en samstemmende lynsang, stormede flokken af unger ned og ud i de mærkelige svagt gyngende grønne strå med sjove farvede dutter på toppene. 

Zpurfux rullede med sine smukke, glinsende øjne, rystede opgivende på hovedet, og med et par hurtige blink og blik blev de alle enige om at lade ungerne være unger. Reparationerne skulle i gang. "Hold jer inde for lyset, I ved aldrig, hvad der lurer derude," sluttede de voksnes formanende sang med. 

Ungerne dansede, lo og sang af ren glæde under undersiden af rumskibet, som stod lysende på den vilde, frodige blomstereng. Deres tynde, gennemsigtige og blegt lysende tentakler, der udgik for at være en slags hår på hovedet, svajede i den milde sommervarme nattevind. Deres små kroppe, der var lidt over en meter, var dækket af et tyndt lag gople-agtigt stof, hvilket fik dem nærmest til at ligne en flok syngende og dansende pigebørn på lang afstand. 

"Se," sagde Svend. "Hvad sagde jeg? Elverne holder fest, du kan selv se, at elverhøjen står på gloende pæle, og alle elverpigerne danser." Svend havde stået og nattepisset udenfor gårdspladsen, da han så lyset ude ved engen op til bakkerne. Straks havde han vækket sin lillebror Jens. Lille Jens snuede ind, da sommerforkølelse tog man heller ikke alvorligt dengang i begyndelsen af 1700-tallet på Midtsjælland. 

Lille Jens var fuldstændigt fortryllet af elverpigernes dans og deres sang. Han kunne slet ikke holde op med at stirre fascineret på dem. Efter et stykke tid rejste han sig, og trods storebrors advarsler og trusler om tørre tæsk, vraltede den femårige knægt ned ad skråningen og midt ind i flokken af de dansende elverunger. Der gik få sekunder, og Lille Jens var straks hvirvlet ind i en mægtig smuk dans med de skønne væsner, som sang og lo. Aldrig havde Lille Jens haft en bedre følelse i sit korte, barske barneliv. Aldrig havde han moret sig bedre blandt andre børn, og det, selv om han kom fra en flok på syv. Det snurrede rundt i hans krop og hoved, snurrede af lykke, glæde og frydefuld halløj. WOSH. Med ét blev det hele mørkt. 

Storebror Svend skreg og stak af i et hyl, uden at tænke på sin lillebror Jens' ve og vel. 

Zpurfux havde trykket på Ytro-ix-knappen, og straks blev skibet og dets besætning komplet usynligt for alt, der kiggede udefra. "Åh, mor, må vi ikke nok beholde den," plagede ungerne. Zpurfux og hendes ægtefæller vidste, at deres plagen aldrig ville ophøre, så hun svarede ja. "Men kun en Zotoxstid," tilføjede hun.

Næsten tre år senere vendte Lille Jens en tidlig morgen tilbage til gården fra Elverhøjene. Han var ikke en dag ældre at se på, men fra nu af blev han kaldt Tosse-Jens, for Jens blev aldrig helt rigtig i hovedet igen. 

Jens var nemlig blevet Elverskudt.