Historiernes historie
En kort historie om historiernes historie
”Det sidste menneske på jorden, sad alene i et rum. Så bankede det på døren...”
Frederic Brown, ”Knock”.
De første mennesker blev skabt af dem, skabt med dem og de skabte dem selv. Historierne.
Fra isens kolde og frysende riger, bjergenes snedækkede og vind hærgede toppe, junglens mørke og farverige dybder og til solens skoldhede klitklædte golde ørkener, er de gennem æoner blevet hørt. Fortællere fremførte dem for karle, koner, konger og kejserinder.
Børn puttede sig tættere ind til deres forældre, mens de spidsede deres små øre for at høre mere, for at få det hele historien med, og de spidser skam øre endnu.
Selvom det næppe er helt de samme historier, er de stadigvæk historier og mange af dem er voldelige, væmmelige, hårrejsende og fyldt med skræk.
Hvem disse første fortællere var, har vi ingen ide om, hvilke historier de fortalte de? Ingen ide. Men man kan forestille sig at de fortalte om verden, både den de levede i og de verdener der er ved siden af.
Ord skaber billeder, billeder i vore hjerner, i vor fantasi, ja, uden at blive for filosofisk så skaber ord verden. Når jeg siger ordet træ, så ved du hvad jeg taler om, din hjerne har endda lige sat et billede på af et træ. Siger jeg træer, skaber du flere træer i din hjerne og siger jeg skov...
”Dem som fortæller historier, hersker over verden”
Hopi Indiansk ordsprog.
Nogle gange kan man endda fange verden. Tænk lige på din mobil, altid adgang til et kamera, altid adgang til at fange verden. Fotografer, filme og optage. Fange historien. Når du kigger på dine fotos så er det i virkeligheden ord du kigger på. Hver genstand på billedet har et navn og en altså en betydning. Er der noget du ikke kan genkende, ikke ved hvad er så er der også ord for det som for eksempel underligt, mystisk og mærkværdigt. Igen bingo, ord skaber verden.
Hulemalerierne, nogle over 45.000 år gamle, er måske illustrationer af de første historier. Et forsøg på at ”nedskrive” dem? ”fange” historien? Eller lave en tegneserie? Det er gætværk alt sammen.
Så udviklede tegningerne af historierne sig til tegn. Tegn man kunne sammensætte og skabe en historie ud af. Nu kunne man både fortælle, tegne og skrive historier.
I Danmark hedder tegnene bogstaver og det har helt sin egen betydning.
De første bogstaver vi har herhjemme er runerne. De dukker op omkring år 150 evt. og er muligvis inspireret af etruskiske tegn, altså fra det nuværende Italien.
Her i det barske nord brugte man dem højst sandsynligt først og fremmest til at skrive på træ med og derfor finder man ingen runer med vandrette linjer før papiret dukker op i middelalderen. Vandrette linjer på træ vil nemlig ”svulme” væk grundet træets årer.
Ordet rune betyder blandt andet hemmelighed og noget tyder på, at til start var der kun få som kunne tyde disse tegn.
Tegn som var mystiske og magiske for den uindviede, altså analfabeten, den der endnu ikke havde fået lært at læse.
Kan du læse bogstaver? Ja, jeg spørger dig, kære læser. Kan du læse bogstaver? Sig det højt; Kan du læse bogstaver? Du har lige sagt; Kan du løse bøgestaven? Altså tyde runerne, der er skåret ind i trækævlen. Magisk, ikk'? Du har evnen til at tyde tegn og da skabe billeder ud fra dem.
Så langt så godt, men det var næppe i Danmark de første historier blev fortalt og bestemt ikke nedskrevet.
Den ældst kendte nedskreven historie i verden er den Babyloniske helteberetning ved navn Gilgamesh. Gilgamesh-eposet er over ca. 4500 år gammelt.
Det er en mytologisk action historie om en, til tider ikke helt sympatisk, superhelt som leder efter udødelighed. Nogle kalder Gilgamesh, det først science fiction der nogensinde er blevet skrevet, andre den første religiøse tekst. Læs den og døm selv.
Det første nedskrevne om historiefortælling, blev allerede skriblet ned for omkring 4650 år siden af de såkaldte ”gamle egyptere”. Her nævnes det at Faraos sønner fortæller historier til deres far.
Nu gik egypterne nemlig også gang i at nedskrive historierne.
Inderne og kineserne var lige i røven på dem og begyndte også at grifle ned.
Så rullede lavinen og dele af den var fyldt med skræk. Laviner skulle faktisk eftersigende være ganske skrækindjagende.
Se, trods masser af beretninger om spøgelser helt fra de tidligste civilisationer, er det en romer som nedskriver den første spøgelseshistorie. Han hed Plinius den yngre og levede mellem år 61 til 113. Han var veluddannet, flittig og skaberen af den første nedskrevne spøgelseshistorie.
Her har du nemlig det skumle, hjemsøgte hus, folk, der flygter i panik, skræk og rædsel. Et råddent, uhyggeligt og truende lig svævende i sine stinkende ligklæder, raslende rustne lænker og meget mere. 'Voila' og en ægte klassiker er født.
Selve historien vil du finde i slutningen af Skræk.
I nyere tid går Mary Shelleys Frankenstein for at være den første gyserhistorie, ikke alle er dog enige da mange mener at det mere er science fiction. Igen, læs selv og bedøm.
Tilbage til snakken.
Inden alt dette skriveri tog sin begyndelse, har man helt sikkert, og det i alle kulturer og folkeslag, haft en ganske lang fortæller tradition.
Deres historier, tyder alt på, blev også spredt ud over store områder som folk fra de forskellige stammer og nationer, nu har stødt på hinanden.
Altså en ganske anden slags vandrehistorier, end dem vi kalder vandrehistorier dagen i dag. Historier, altså modeller på, hvordan verden hang sammen. Guder, stjerner og alt det andet for ikke at glemme underholdningsværdien.
I tidlige tider uden vores moderne underholdning som sociale medier, film, tv, spil samt bøger, podcasts og teater m.m., det meste med en art ”pauseknap”, var der virkelig brug for historiefortællere og deres fantastiske beretninger. Tænk blot på hvad en god historie gør ved folk. Spænding, nysgerrighed, undren og sidst men ikke mindst, en slags gysen.
Herhjemme i Norden har vi en fortæller tradition som helleristningernes billeder muligvis viser os en del af og hopper vi frem til vor imponerende men også ret så berygtede forfædre, nemlig vikingerne, så kan man ikke undgå sagaerne og skjaldeskabskunsten.
Det var noget af det største, at kunne evne den gudsbenådede gave, at fortælle en god historie på vers.
Faktisk havde skjaldedigtningen, som toppen af fortællekunsten kaldtes, sin egen gud, nemlig overguden Odin, der blandt andet også var skabergud.
En skjald, altså en fortæller der fremsiger beretningen i digtform, kunne blive yderst vel belønnet af den konge eller stormand han fremførte det for.
Lidt ligesom at vinde en Bodil eller Oscar, bare i en noget mindre skala.
En dygtig skjald var meget eftertragtet. Skjalde var ofte berejste, bragte nyheder og sladder, fremførte skøn poesi, fedtede for konger og fortalte først og fremmest vilde historier.
Ser du, historier og historien er med til at holde folkeslag, nationer samt familier sammen, de tjener til sammenhold indenfor alle former af grupper.
De er ofte som en art "rollemodel", som ser situationen i øjnene og handler da på det.
Du ved, eventyr med morale.
Al´ underholdning, reklame, politisk spin, pralerøven i skolegården eller spradebassen ved frokosten osv. stammer fra den samme forfader eller formoder om man vil, nemlig historiefortællingen.
Du gør heller ikke andet end at fortælle historier, alt er en historie. Vi plapre løs konstant. Lige nu er du ved at læse en.
Hvem der fortalte den første historie, og hvad den handlede om, det finder vi aldrig ud af.
Hvem der kommer til at fortælle den sidste historie, finder vi, indlysende nok, heller aldrig ud af men det at der en sidste historie, det... det er ret skræmmende. Men, når du dør så er det sidste du tænker på jo en historie, selv en tanke, et ord kan nemlig indeholde en hel historie.
Adam og Eva eller historien om det første mord?
”Gud skabte de to første mennesker, nemlig Adam og Eva. Adam og Eva hyggede sig og fik de to sønner, Kain og Abel.
Hele familien var naturligvis afrikanere, da mennesket jo stammer fra Afrika.
Abel var en flink fyr som gjorde hvad far, mor og gud bad ham om men Kain... Kain, han var en værre hustler. Kain solgte og tog stoffer, skød folk fra sin bil og rodede sig konstant ud i større og større problemer. Kain var en ”bad motherfucker”.
Så, en dag ude i melonmarken, hvor den flinke fyr, Kains bror Abel, havde lavet et offerbål til gud, fik Kain nok. Totalt væltet oppe i bøtten, sneg han sig ind på sin bror og slog ham ihjel. Det så gud i det høje.
Gud steg nu ned på jorden og manifesterede sig lige bag Kain og med sin guddommelige røst sagde Gud; Kain, vend dig om og se mig ind i øjnene, hvad har du gjort ved din broder Abel?
Kain stod helt stille og turde ikke vende sig om, han sagde heller ikke noget.
Gud spurgte igen og nu endnu højere; -Kain, vend dig om og se mig ind i øjnene, hvad har du gjort ved din broder Abel?
Kain vendte sig ikke om, men begyndte at ryste og fremstammede; -I ain't my brothers keeper, man!
Men tredje gang gud sagde; -Kain, vend dig om og se mig ind i øjnene, hvad har du gjort ved din broder Abel? var det som om en usynlig kraft tog fat i Kain, tvang ham til at vende sig om og stirre direkte ind i Guds flammende øjne.
Kains blev straks ramt af den rene og skære rædsel og stivnede fuldstændigt, hans krøllede hår rettede sig stift ud, hans hud blev helt bleg, hans pik krympede og øjnene mistede sin dybe brune glans.
"Sådan blev den hvide mand skabt!”
Bingo! Her fik du en jamaicansk version af skabelsesberetningen.
Fortalt til mig af en storyteller fra... Jep, Jamaica.